A solid solution

Teknisk salgskonsulent Marlon NHL

Har du lyst til at sælge produkter, som i deres frembringelse er mere bæredygtige end mange af markedets konkurrerende produkter? Motiveres du af at have indflydelse på din egen hverdag og at have dit eget produktområde, som du kan være med til at præge? Så er jobbet som teknisk salgskonsulent til Marlons NHL-produkter måske det helt rette for dig.

Om jobbet:
Med reference til salgschefen bliver du en del af et internt team på fire personer, der primært arbejder med NHL-produkter og som indgår i Marlons samlede organisation på omtrent 50 kollegaer. Du bliver også en del af salgsteamet, som ud over salgschefen tæller tre salgskonsulenter og dig. De øvrige salgskonsulenter sælger Marlons cementbaserede produkter. Dermed deltager du på vores salgsmøder, som afholdes hver eller hver anden måned.

Som teknisk salgskonsulent er din primære opgave at opdyrke og videreudvikle kunderelationer til nye og eksisterende kunder i hele Danmark. Men idet Marlons NHL-produkter sælges gennem forhandlere, er kundegruppen relativt ensartet og veldefineret – og i salgsarbejdet indgår blandt andet også kædeforhandlinger.

Sammen med salgschefen skal du desuden udarbejde salgsbudgetter, handlingsplaner, prissætning og foretage reklamationsbehandling.

Marlon har netop etableret en kundeskole, som blandt andet kan bruges til at undervise nye og eksisterende kunder i brug af produkterne. Denne undervisning vil du som teknisk salgskonsulent blive ansvarlig for at planlægge og gennemføre. Men du vil forinden blive rigtig godt klædt på til opgaven i form af træning og undervisning i produkterne og brugen af dem.

Ud over salgsarbejdet vil du sammen med resten af NHL-teamet arbejde på at udvikle og forme produktsortimentet, emballagerne, marketingmaterialet mm.

I samarbejder som team om anbefalinger til ledelsen, der samlet set løfter og udvikler salget af NHL-produkterne. I har derfor masser af indflydelse på jeres egen dagligdag og de produkter, I arbejder med.

Er du den profil vi søger?
Hos Marlon ønsker vi kollegaer, der er ambitiøse, teamplayere og som har et positivt mindset og en professionel adfærd. Vi har en uformel omgangstone og har plads til humor i hverdagen. Vi forestiller os desuden følgende:

  • Du evner at begå dig hos både medarbejderne i byggemarkedet og de professionelle indkøbere på kædekontoret.
  • Du har erfaring med eksternt salg, men samtidigt også med at få baglandet på kontoret til at fungere.
  • Du er dygtig til at kommunikere professionelt på dansk.
  • Du holder af at skabe langvarige og tillidsfulde relationer.
  • Du arbejder struktureret og proaktivt.
  • Du har erfaring med enten salg eller anvendelse af mørtelprodukter, gerne som forhenværende håndværker, men dette er ikke et krav.
  • Du har tidligere bevist, at du kan tage ansvar og drive processer frem til succes.

 

Vi tilbyder:
Hos Marlon bliver du en del af en yderst velkonsolideret virksomhed, der arbejder målrettet på at blive branchens bedste til netop det, vi laver. Vi bestræber os på at være en attraktiv arbejdsplads og tilbyder derfor bl.a. fleksible arbejdsvilkår, frokostordning og sundhedsforsikring.

Vi har adresse på Virkelyst 20 i 8740 Brædstrup, men du kan sagtens have bopæl et andet sted i landet, dog vil det være en fordel med realistisk kørselsafstand til Brædstrup med henblik på 1-2 ugentlige arbejdsdage på kontoret.

Vi glæder os til at høre fra dig!
Kan du se dig selv i ovenstående? Så send os gerne din ansøgning inkl. CV på job@marlon.dk mrk. ”Salgskonsulent NHL”. Vi afholder løbende samtaler, men så længe dette opslag er synligt, er stillingen ubesat.

Ønsker du yderligere informationer, er du velkommen til at kontakte HR-koordinator Solvejg Thorup på sth@marlon.dk.